Vejle
Prøv et besøg på Bindeballe Købmandsgård, som er grundlagt i 1897 samtidig med at jernbanen fra Vejle til Vandel blev åbnet. Købmandsgården er i fuld drift i de originale bygninger som en gammeldags blandet landhandel med personlig betjening ved de gamle trædiske fra 1897. I Købmandsgården er Danmarks største købmandsmuseum, hvor der er udstillet gamle varer, inventar, udstillingsgenstande m.m. Samlingen rummer mere end 3500 forskellige ting. De ældste er mere end 100 år. Besøges af over 100.000 gæster årligt.
Tørskind Grusgrav er også et besøg værd. Danmarks verdenskendte kunstner Robert Jacobsen og hans kollega Jean Clareboudt har her skabt en monumental skulpturpark, som ikke findes tilsvarende i Europa. Den er tilpasset en gammel grusgrav i et kuperet terræn med flot udsigt over Vejle Ådal.
Fundet af Egtved Pigen i 1921 er et af Danmarks bedst bevarede bronzealderfund. På fundstedet ses i dag den rekonstruerede gravhøj, 22 meter i diameter og fire meter i højden, og i tilknytning hertil et lille museum, der detaljeret beskriver forløbet af det sjældne fund. Der er ligeledes udstillet kopi af Egtved Pigens klædedragt, smykker og bæltespænde.
Lad fantasien bygge bro over 1000 år - Ravningebroen er bygget i Vikingetiden af Harald Blåtand. I dag ses i Ravning Enge en delvis rekonstruktion af de to brohoveder. Broen stammer fra 979. Der findes en udstilling om broen i den tidligere Ravning Station.
Læs mere her |